I området omkring Lucca, såvel som mange andre steder i Toscana, blev grønne druer historisk høstet og vinificeret/samfermenteret med blå druer. Druesorterne blev oftest blandet direkte i markerne, hvilket gav grobund for vine, som var dybt forbundne til deres terroir.
Med Palistorti Bianco søger Tenuta di Valgiano at holde denne tradition i hævd. Vermentino spiller hovedrollen i dette blend, mens birollerne er besat af Trebbiano, Grechetto og Malvasia. Druesammensætningen kan ændre sig fra årgang til årgang.
Fremgangsmåde: Druerne håndhøstes i små kasser, og efter udvælgelse af de bedste druer, presses og koldgæres mosten i temperaturstyret ståltank ved 10 grader for at fremhæve den frugtige profil. Undtagelsen i processen er Vermentino som afstilkes manuelt og fodtrædes grundet druens tykke skind inden presning i Bucher Vaslin (pneumatisk presse) før mosten macerer med skindet i 24 timer inden det hele samles for gæring i ståltank. Macerationstid er afhængig af årgang.
En rigtig Middelhavshvidvin som især velegner sig til de lokale fiskebaserede retter med hvid fisk i centrum, men også til en cremet risotto med svampe eller en let grillet kylling med nogle af de urter, som du kan finde rundt i det toskanske landskab. Vinmager Laura di Collobiano anbefaler selv at parre med ansjoser på ristet brød med smør og citron eller zucchiniblomster fyldt med ricotta som vi fik i forbindelse med vores besøg hos Valgiano.
Sérver ved 11-12 grader.




